De ved, at jeg ved, at de lyver

 

 

Forfatteraften. Leif Davidsen var ligeglad med snestormen og tog hele den lange vej fra København til Slesvig. Han fortalte, hvordan han ynder at begynde en roman: Jeg tager en mand, der tror, han er lykkelig, og så viser jeg ham, at det er han ikke...

 

 

SLESVIG. - Tak fordi I er kommet, sagde Leif Davidsen.- Tak i lige måde, lød det blandt publikum med en hentydning til de spejlglatte veje, som Leif Davidsen havde brugt over seks timer på for at komme frem til Slesvig fra København.Men for den tidligere Ruslands-korrespondent var vintervejret ikke rigtig noget at snakke om.

 

- Vi har jo boet mange i år Moskva..., svarede Leif Davidsen og overlod resten til fantasien. Det var onsdag aften i Lolfodsalen i Slesvig.

 

Leif Davidsen var inviteret til Sydslesvig for at fortælle om sine bøger og ind imellem også om sine mange år som journalist.

 

Den 11. september 2001 var der meget, der blev lagt til side. Leif Davidsen trykkede på delete- tasten på sin computer og skrottede den roman, han var i gang med.USAs justitsminister John Ashcroft sagde, at nogle ganske bestemte mennesker kunne hjælpe USA i kampen mod terror, og hvis de ville hjælpe, var USA parat til at se igennem fingrene med fortidens synder.

 

- Aha! Da vidste jeg, hvor min romanfigur i »Fjenden i spejlet« befandt sig, nemlig i USA, og jeg vidste, at han havde noget, han kunne sælge. Det er altid meget interessant, hvis et menneske kan få en ny chance i sin tilværelse, og det kunne romanfiguren Vuk, sagde Leif Davidsen.

 

Vuk er en serbisk dansker, som forsøger at leve et normalt og fredeligt liv i USA efter sin grumme fortid på Balkan og i Danmark. Han bliver dog hurtigt involveret i den verdensomspændende jagt på terrorister.Her bliver Vuks viden, ekspertise og gamle kontakter nødvendige at genoplive for at redde skindet.

 

- Jeg blev fascineret af efterretningstjenesten i Danmark, for den blev virkelig taget på sengen efter terrorangrebet på World Trade Center. Her havde man en masse agenter, der kunne russisk og polsk, men man manglede nogle, der kunne arabisk og kendte det arabiske lande. Derfor skulle den danske efterretningstjeneste for første gang ud akut og søge nye medarbejdere, fortalte Leif Davidsen.

 

Han stillede sig selv spørgsmålet, hvor det kommer fra.Hvor får han ideerne til den politiske thriller, som han bruger sine journalistiske værktøjer til at få skruet sammen. Men der skal ikke meget til at få Davidsen til at fabulere. En aflåst dør på hotellet i Slesvig var nok til at sætte fantasien i gang og allerede at have indgangen til en ny roman.

 

- Det værste man kunne gøre var at give mig et forfatterlegat til et kloster i Italien, hvor jeg så skulle skrive i fred og ro. Jeg er afhængig af verden omkring mig. I 1980 var jeg for første gang på en reportagerejse til Sovjetunionen, og da jeg kom hjem, sagde jeg til min kone: »Der skal jeg aldrig hen igen«. Men da jeg alligevel blev ved med at snakke om landet derhjemme, sagde hun, at jeg netop burde tager derover igen. I 1984 blev jeg så fast korrespondent for Danmarks Radio i Moskva, og Sovjet og Rusland blev min skæbne, for landet har leveret så megen råstof til mine bøger.

 

At se Danmark udefra

 

Den danske forfatter Anders Bodelsen har sagt, at han føler sig som kaptajn på et stort jumbojet, når han skal skrive en roman. Han ved, hvor han skal lette fra. Der er pejlemærker undervejs, og han ved, hvor den skal lande.

 

Den amerikanske forfatter John Irving kan i flere år gå med hele romanen i hovedet, før han sætter sig til tasterne og trykker den af fra ende til anden. Med Leif Davidsen er det stikmodsat.- Jeg aner intet, når jeg går i gang med at skrive. Jeg ved aldrig, hvad der skal ske. Jeg ved blot, at jeg har en mand, der tror, han er lykkelig. Jeg viser ham så, at det er han ikke. Mine personer er ofte lidt fremmede. De er halvt danske og halvt udenlandske. Det er en måde for mig at se med andre øjne på Danmark. Omvendt flytter jeg også en dansk mentalitet og en dansk tænkemåde ud af Danmark. Denne indgangsvinkel brugte jeg også lidt, da jeg producerede tv-serien »Danske drømme«. Ved at kigge en masse udgaver af TVAvisen igennem opdagede jeg nemlig, at der kun var to ting, der havde været statiske i Danmark fra 1972 til 1998, og det var nyhedsoplæseren Steen Bostrup og dronning Margrethe, smilede Leif Davidsen.

 

Ukraine er vigtig

 

Efter pausen blev Davidsen udfrittet om sit syn på dagens Rusland. Leif Davidsen hørte til dem, der ikke mente, at valget af Putin som midlertidig præsident var noget dårligt valg efter tumult- årene under Jeltsin. Nu er Putin vendt tilbage til gamle tiders lov og orden med en tyk streg under orden.

 

- Jeltsin vidste, at kommunismen skulle slås ihjel ved at decentralisere magten. Nu har Putin trukket magten tilbage til Kreml. Hvis han tager en tredje præsidentperiode, hvad forfatningen forbyder ham, så vil Rusland være tilbage i mørket. Men Ukraine har givet Putin og hans kumpaner noget at tænke over. Ukraine har vist Rusland, at der også er en anden vej. Det vil være brandærgerligt, hvis det glipper for Rusland, for landet har verdenshistoriens største chance for at skabe et normalt og civiliseret samfund. Det afgørende er, hvad der sker, når der skal vælges en ny præsident om tre år. Man må håbe, at det lykkes for den liberale opposition at finde en fælles kandidat, sagde Leif Davidsen.

 

Han hæftede sig ved paradokset, at mange russere er tilfredse med Putin som præsident, men langt færre er tilfredse med hans politik. Og mens evnen til at indgå forlig er en styrke for en dansk politiker, er det et tegn på svaghed for en russisk. Her gælder det om at få magten trumfet igennem. En russisk politiker slipper også godt fra at lyve. I Danmark er man færdig som minister, hvis man bliver taget i at lyve over for Folketinget.

 

Forvrængning

 

- Putin lyver ligesom mange andre russiske politikere, og det tolereres af befolkningen. Det er ud fra tankegangen: De (altså politikerne) ved, at jeg ved, at de lyver. På russisk har man et ord, der hedder vranju. Det nærmeste, det kan oversættes til på dansk er forvrængning eller forstillelse.Da Jeltsin sagde, at han ikke længere bombede Tjetjenien, så vidste han godt, at russerne vidste, det var løgn. Men han slap af sted med det. Den slags løgne serverer man offentligt i en totalitær stat for at beskytte sig selv. Man kan måske til en vis grad sammenligne det med de danske politikere i EU-debatten. Der er ingen, der rigtig fortæller den danske befolkning, hvad hele EU-projektet går ud på. I sidste ende drejer det sig jo om Europas Forenede Stater. Politikerne siger, det gør det ikke, men befolkningen har en fornemmelse af, at det gør det nok alligevel, sagde Leif Davidsen og erklærede sig som svoren EU-tilhænger.

 

Til sidst morede Leif Davidsen sig over sit hjemlands særheder:

 

Her hersker landsbyens tolerance. Du må godt være, som du er, bare du er som os andre.- Vi brokker os, men er verdens lykkeligste folk. Og vi er i det hele taget ret glade for os selv: Det kan godt være, Pisa-undersøgelsen siger, eleverne ikke er så dygtige i Danmark, og så svarer vi: - Jamen, de er i hvert fald de gladeste. Er der noget andet sted, hvor man kan bruge så meget tid på at diskutere 50 øre som hævekort- gebyr?Forfatteraftenen var arrangeret af det danske bibliotek i Slesvig, Sydslesvigsk Forening og Flensborg Danske Journalistforening.                                                  (Fra Flensborg Avis 25. februar 2005)