top of page

Christian Granhøj Skouboe klapper værtindens hund ved foreningens julefrokost. Billedet har fået masser af likes på Instagram under hashtag »dyrevelfærd«. (Foto fra iPhone)

Jens Jessen skrev en hilsen på Facebook

(Fra Sydslesvigsk Årbog 2016)

 

»Det er en skam - I har noget, I skal passe godt på«, skrev journalist Jens Jessen på Flensborg Danske Journalistforenings Facebook-side i foråret. Og nej, det er naturligvis ikke den Jens Jessen, vi taler om - altså Jens Jessen, der stod i spidsen for Flensborg Avis som redaktør fra 1882 til 1906, dengang avisen var den næststørste dansksprogede avis.

Den her omtalte Jens Jessen er en af de journalister fra Danmark, der jævnligt har taget del i Flensborg Danske Journalistforenings aktiviteter.

 

Baggrunden for Jens Jessens bemærkning var et dybt suk fra bestyrelsen, da det ene afbud efter det andet indløb til foreningens udflugt til polske Świnoujście (Swinemünde) i foråret. Orkede vi at lægge kræfter i aktiviteter, som alligevel kun trækker få?

 

Udflugten til Świnoujście blev gennemført - med blot to mand! Og de to havde en kanon-tur til den gamle tyske badeby med sol og blå himmel alle dagene. Men turen gav også anledning til at sætte resten af året på stand-by. Lukker foreningen gør vi ikke. Den har trods alt eksisteret siden 1949. Med fyldte kalendere og journalister, der har weekendarbejde, er det dog desværre vanskeligt at samle medlemmerne. Vi må se, hvad vi gør i 2017 for at gøre programmet interessant for medlemmerne. Det er kun en lille hård kerne, der deltager i aktiviteterne, mens resten trofast betaler kontingent.

 

Julefrokosten er der til gengæld altid fin opbakning til. I 2015 holdt vi den hos Line Lindegren på hendes heste-ranch i Ellund, og i 2016 bliver det på Aktivitetshuset i Flensborg.

 

På generalforsamlingen i januar blev der valgt to nye ind i bestyrelsen - endda to kvinder: Eyla Boysen og Ina Grønvig. Dermed synes kvindekvoten at være opfyldt, og bestyrelsens intelligens-reservoir dermed fordoblet. De to afløste Trine Flamming og Thomas Jesper Wiltrup. Sidstnævnte nyder sin pensionisttilværelse så meget, at han ikke altid kan være hjemme i Flensborg for at deltage i bestyrelsesmøderne.

© 2023 The Journalist. Proudly created with Wix.com

bottom of page