top of page
Sparkende skriverkarle

 

 

 

(Fra Sydslesvigsk Årbog 2006)

 

Danmark er en brugsforening, sagde historikeren Palle Lauring engang. Og journalistforeningen i Flensborg er en fodboldklub.Den gamle engelske holdsport har i den forgangne sæson været foreningens mest driftsikre aktivitet. Mange journalister ser gerne fodbold, skriver gerne om sporten og kommenterer den gerne med værdiladede ytringer. Men desværre er antallet af sparkende journalister skrumpet, siden vi i 2005 tog en ugentlig omgang bold på programmet. Så vi har måttet hente forstærkning hos brugtvognsforhandlere, præster, annoncesælgere, lærere og andet godtfolk for at kunne stille hold.

 

Men resultaterne har været slående: En afdanket mesterrækkespiller fra Haderslev FK har smidt 17 kilo, en AGF-fan er blevet bedre til at ramme målet, og en snakkemaskine bliver nogle gange så forpustet, at den går på stand-by.Ud over fodbolden har sæsonen 2006 heldigvis også være præget af faglige aktiviteter. I marts havde vi besøg af journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, der er tidligere spindoctor og leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.

 

Niels Krause-Kjær fortalte ganske fremragende om medier, borgere og politikere, der holder hinandens dårlige vaner i skak. Han overbeviste tilhørerne om, hvordan den evige kamp om opmærksomhed kan være et alvorligt problem for demokratiet og fællesskabet.Arrangementet foregik i Lolfodsalen i Slesvig og var et samarbejde med Sydslesvigsk Forening og Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

 

Chefredaktør Bjarke Myrthu (billedet) fra det renommerede bureau Magnum Photos i New York gæstede os i september og gjorde os klogere på digital journalistik, der adskiller sig markant fra den traditionelle avis-journalistik.Bjarke Myrthu er lidt af en kanon, og det kunne kun lade sig gøre at lokke ham til Flensborg, da vi havde Dansk Journalistforbunds kreds 3, Flensborg Avis og Dansk Centralbibliotek som medarrangører.I september inviterede Flensborg Avis’ læserklub, Bravissimo, læserne med på en sejltur på dampskibet Alexandra. Her gik Flensborg Danske Journalistforening ind og tilbød alle medlemmer en gratis billet til sejlturen på Flensborg Fjord – en sejltur, der efterhånden er ved at blive en god tradition med øl, dans, madkurve og levende jazzmusik.

 

Når Sydslesvigsk Årbog er kommet ud fra trykkeriet, ser vi frem til vor julefrokost i Aktivitetshuset i Flensborg i december. Her vil vor FDJ-medalje blive overrakt en god kollega, Klaus Nielsen. Han får medaljen for sin solide, kompetente og engagerede dækning af det europæiske Melodi Grand Prix i Athen. Klaus Nielsen havde helt selv betalt flybilletten til Grækenland samt hotelophold for at kunne dække begivenheden – selv om hans bankrådgiver havde frarådet ham denne altruisme.

bottom of page