FORMANDENS BERETNING 2011
2010 var et spareår for at få gælden fra jubilæumsåret gnavet af. Først i tredje kvartal var gælden endelig gnavet af.
Der har derfor ikke været andre aktiviteter end JULEFROKOSTEN på Das Kleine Restaurant i december, hvor der dog som sædvanlig var mad, øl og snaps ad libitum. Det var der dog penge til, og det SKAL der også være penge til.
FDJ-PRISEN gik i år til Axel Jensen. Argumentet var, at Axel vedbliver at være medlem, selv om han er stoppet på avisen. Det syntes bestyrelsen er et eksempel til efterfølgelse. Desuden har Axel også været aktiv med sin bedre halvdel Mette på flere af vore ture de seneste år, blandt andet til Berlin og på vor skinnetur til halligerne Oland og Langeness.
Da vi offentliggjorde Axel Jensen som prismodtager på foreningens hjemmeside, viste det sig, at der var gået ged i det med FDJ-priserne de tidligere år. Daniel Dürkop gjorde nemlig krav på også at have modtaget FDJ-medaljen, selv om han ikke var nævnt på vor lange liste.
Ved nærmere granskning viste det sig, at der omkring 2001-2002 er blevet uddelt to priser på ét år. Det er angiveligt sket det år, Søren-Peter Fiirgaard også modtog sin pris – hvilket var i den periode (og nu skal jeg ikke sende sorteper videre – jeg tager selv et medansvar), den legendariske Christina Kabel stod for uddelingen.
Hvordan skulle vi så løse problemet med at få kabalen til at gå op?
Jo, Daniel Dürkop modtager her i 2011 FDJ-medaljen med tilbagevirkende kraft. Så kan han samtidig bryste sig med at være den eneste, der har modtaget hæderen to gange. Samtidig har formanden så egenhændigt vedtaget,. At det nok er smartest at uddele hæderen på generalforsamlingen i stedet for på generalforsamlingen, hvor koncentrationsevnen og hukommelsen åbenbart svigter os. Desværre kunne Daniel ikke være til stede i dag. Han ligger og soler sin mave på en eller anden tropeø.
ØKONOMIEN er i bedring, og derfor har vi allerede på nuværende tidspunkt to arrangementer på bedding:
Det første kommer dog ikke til at koste så forfærdelig meget. Det bliver et samarbejdsprojekt med Kreds 3 fra Dansk Journalistforbund, hvor vi tilbyder et fyraftensmøde med Flensborgs ny overborgmester Simon Faber.
Det andet arrangement bliver en weekendtur på skinnecykler på den nedlagte jernbane mellem Flensborg og Nibøl. Dog ikke hele vejen. Det bliver formentlig med nogle kasser øl på cyklerne og et besøg på en lokal kro.
Vore kontingentindtægter er dog for nedadgående, og derfor foreslår jeg, at vi også bruger 2011 til at konsolidere vores økonomi. Der forsvinder medlemmer. I år var der et frafald på to medlemmer (Per Dittrich og Povl Klavsen), mens der kom et enkelt nyt til. Det er Steen Højgaard fra Fyens Stiftstidende, en journalist der ofte er på besøg i Flensborg og gerne vil deltage i vore aktiviteter.