Rusland er fyldt med løgn
Kunst og foredrag. Efter terroraktionen i Beslan var Vibeke Sperlings foredrag om Rusland pludselig blevet tragisk aktuelt. Hun fortalte om det land, hun ikke må besøge. Og Pernille Kløvedal Helweg guidede vej i sine kunstneriske indtryk.
- Putin bruger den tjetjenske terrorisme til at centralisere magten omkring sig selv yderligere samtidig med, at alle tv-stationer er totalt styret af Kreml, siger Ruslands-eksperten Vibeke Sperling. (Foto: Povl Klavsen)
FLENSBORG. Russerne elsker fortiden, hader nutiden og frygter fremtiden, sagde forfatteren Anton Tjekhov.
Tirsdag aften blev Rusland til nutid på Dansk Centralbibliotek i Flensborg. Dagbladet Politikens udlandskorrespondent Vibeke Sperling kom direkte fra Balkan for at fortælle om det store land, hun nu er blevet forbudt indrejse til. Samtidig åbnede billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg sin udstilling med de billeder, hun har lavet til bogen »Rusland i stykker« - en bog, som hun sidste år udsendte på Gyldendal i samarbejde med Vibeke Sperling.
Mens Pernille Kløvedal Helweg ikke havde specielle forkundskaber om Rusland, sugede hun indtryk til sig med helt friske og forundrede øjne, da de to besøgte landet for et par år siden.
Et feminint samfund
- Det slog mig, at Rusland var et utroligt feminint samfund. Det tror man ellers ikke, når man kun ser alle disse mænd, der sidder på magten i landet. Kvinderne er synlige i en masse job, fordi mændene er døde af druk, i Afghanistan, Tjetjenien eller Anden Verdenskrig, bemærkede Pernille Kløvedal Helweg.
Med sin impulsive streg fastholder Kløvedal Helweg med nerve og præcision det flygtige indtryk af mennesker i metroen eller en vagtmand foran en rigmandsvilla omgivet af schæferhunde. Og hun giver liv til russiske ansigter, skildrer en typisk birkeskov eller det trøstesløse mudder i Grosnyjs gader.Hendes billeder tager os med fra det ulyksalige Tjetjenien i syd til Khabarovsk i øst, hvor kineserne strømmer ind over grænsen. Billederne kan ses i den blå sal på biblioteket til den 30. oktober.
Vibeke Sperling (til venstre), der her ses med kunstneren Pernille Kløvedal-Helweg. (Foto: Povl Klavsen)
Total-styret tv
Invitationen til Vibeke Sperling lød egentlig: Fortæl om rejsen i Rusland og arbejdet med bogen. Men efter terrorangrebet i Beslan den 1. september kom aftenen i høj grad til at handle om Tjetjenien. Men Tjetjenien er ifølge Vibeke Sperling over det hele i Rusland:
- Krigen i Tjetjenien har været med til at brutalisere hele Rusland. Mange russiske mænd, der har været soldat i Tjetjenien, er kommet tilbage til den russiske republik efter at have røvet og voldtaget i Tjetjenien, og det har den almindelige russer fået at mærke, skal jeg lige love for. Korruption, lovløshed og røverbander er blevet hverdag.
- Samtidig har præsident Putin brugt den tjetjenske terrorisme til at centralisere magten omkring sig selv yderligere, og alle tv-stationer er totalt styret af Kreml. Rusland er blevet fyldt med løgn, sagde Vibeke Sperling.
Der findes aviser, der skriver kritisk om Putin og Moskvas »statsterror« i Tjetjenien, som hun kaldte den russiske fremfærd i republikken.Men aviserne er få, og det kun de i forvejen kritisk indstillede, der læser dem. Og den kritiske presse har en forsvindende lille betydning, når 95 procent af den russiske befolkning har tv som det primære nyhedsmedium.
Medicinen
Vibeke Sperling bliver konsekvent nægtet visum til Rusland. De mange afslag fra det russiske udenrigsministerium er kommet efter hendes kritiske artikler om Putins håndtering af Tjetjenienkonflikten.
I den kommende måned udkommer hendes bog »Åh Tjetjenien. Den uendelige krig i Europa« på forlaget Gyldendal.»Og den hjælper nok ikke på chancerne for at komme ind i landet «, som hun selv udtrykker det. På centralbiblioteket ville publikum gerne vide, hvad medicinen var på det syge forhold mellem Rusland og Tjetjenien.
Vibeke Sperling mener først og fremmest, at der skal seriøse forhandlinger og en øget demokratisering af Rusland til. For der findes moderate kræfter i Tjetjenien, der er til at samarbejde med, mener Sperling.
- Det internationale samfund bør også gå ind med fredsbevarende styrker. Der skal både stok og gulerod til. Vestens indvendinger har kun været rituelle, og der er slet ikke blevet fulgt op på kritikken af Rusland. Og så skal der pumpes penge ind til genopbygningen af Tjetjenien, sagde Vibeke Sperling.
Aftenen med Vibeke Sperling og Pernille Kløvedal var resultatet af et samarbejde mellem Flensborg Danske Journalistforening, Sydslesvigsk Forening, kunstudvalget i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, Dansk Centralbibliotek, Kunstkredsen samt Sydslesvigs Danske Kunstforening.
(Fra Flensborg Avis 30. september 2004)