top of page

SWINOUJSCIE 2016

»Vi må af sted til Polen en anden gang!«, skrev vi på vores side fra Stettin-udflugten i 2015. Og det varede mindre end et år, så var det Świnoujście (Swinemünde), der trak.
 
Med en Schleswig-Holstein Ticket kan man ikke blot rejse frit i Slesvig-Holsten, men også  i Mecklenburg-Vorpommern en dag - det siger sig selv. Billetten er en slags Inter Rail-billet, der gælder til alle lokal- og regionaltog i Slesvig-Holsten, Hamborg og Mecklenburg-Vorpommern én enkelt dag.
 
Man kan være op til fem personer på én billet, og for fire personer er prisen for eksempel 37 euro. Med andre ord: For ingen penge kan man køre i tog hele vejen til den polske grænse.
 
Vi tog fra Flensborg via Kiel, Lübeck, Bad Kleinen, Rostock og Stralsund og til sidst videre med den lille lokalbane Usedomer Bäder Bahn hele vejen til stationen Ahlbeck Grenze på øen Usedom.
Her steg vi af toget og spadserede over grænsen til Świnoujście, hvor vi indlogerede os på et hotel til 18 euro pr. person pr. nat - inklusive en buffetmorgenmad. Vi er særdeles omkostningsbevidste i Flensborg Danske Journalistforening, og vi bryder os ikke om kassererens nervøse trækninger.
 
Desværre var deltagelsen temmelig sparsom på denne tur, som vi havde lagt i Kristi himmelfarts-dagene i 2016. Nogle af de potentielle deltagere havde prioriteret at tage til Australien og Tokyo i stedet for. Man fatter det jo ikke, for kun få steder i verden kan måle sig med Świnoujście. Specielt når byen og de to øer, den ligger på (Usedom/Uznam og Wollin/Wolin), alle dage lå badet i pragtfuldt solskin. De polske øl Tyskie og Zywiec ryger lige ned efter 20 grader på den fine hvide strand ved Świnoujście og en cykeltur gennem skovene på Wolin.
 
Turen blev også ramt af sidste øjebliks-afbud, men vi var nogle, der holdt fanen højt. Her er en brøkdel af de mange billeder, som Thomas J. Wiltrup knipsede, mens han gik rundt i Polens grænseby - og nærmest omegn.
bottom of page