Sidste FDJ-nål blev uddelt
FLENSBORG. Flensborg Danske Journalistforening uddelte forleden den sidste af foreningens FDJ-nåle til Jens Nygaard Thomsen.
Nålene stammer fra Freie Deutsche Jugend og blev købt for en slik for snart 25 år siden umiddelbart efter murens fald. Uddelingen af FDJ-prisen spiller på de to ens forkortelser.
- Men spørgsmålet er, om ikke tiden er løbet fra den spøg. Lige efter murens fald var det måske meget uskyldigt, men i virkeligheden var DDR jo et totalitært regime, siger Hans Christian Davidsen.
Han blev genvalgt som formand, da der var generalforsamling i Aktivitetshuset i Flensborg. Det samme gjorde Trine Flamming som næstformand. Bestyrelsen blev udvidet med en ekstra suppleant, og til posten valgtes Stine Dudda.
Jens Nygaard Thomsen fik prisen for sin historiske serie i Flensborg Avis samt for sine artikler om andre mindretalskulturer i Europa.
(Flensborg Avis 31. januar 2014)