Fotografen med filthat og badetøfler er væk

​

Kliplev. Min rigtig gode ven og gamle kollega, pressefotograf Povl Klavsen er død. Han blev desværre kun 64 år.

Povl Klavsen gad heller ikke være 80 eller 90 år, sagde han engang til mig. Dertil røg han for mange smøger, spiste grillmad, når det gik stærkt (og det gjort det tit), og havde som pressefotograf ofte lange og opslidende vagter. Der var fuld knald på Povl Klavsen. Nogle gange havde han svært ved at sidde stille. Andre gange havde han altid tid til en kop kaffe.

​

Egentlig var det skæbnens ironi, at Povl Klavsen skulle arbejde i Tyskland, hvor man holder på formerne. Det med formerne, det ragede Povl Klavsen en høstblomst. Skjorten hang ud over bukserne. Ofte troppede han op til fine tyske arrangementer i badetøfler og med en sort, slidt filhat. Jeg tænkte altid, at han gjorde sig selv en bjørnetjeneste ved det. Ydre former spiller en stor rolle. Det ved vi fra »Kejserens nye klæder«.

Inde bag Povl Klavsens sjuskede påklædning og nogle gange grove ydre var der nemlig et fint menneske og en god kammerat, som man ikke skulle foregøgle noget overfor. Man kunne tale lige ud af posen. Mange swingede godt med ham - andre gjorde bare ikke.

​

Ikke alle syntes for eksempel om Povl Klavsens vittigheder, der godt kunne være temmelig lumre. Men han fortalte dem ofte med den rigtige timing og selvironi, så man ikke andet end kunne lade være med at grine ad »det dumme svin«. Andre gange tissede han ved siden af, men havde så altid en reserve i baglommen.

Jeg glemmer aldrig en tur op i elevatoren på Flensborg Rådhus, hvor Povl Klavsen naturligvis var dus med daværende bypræsident Hans Hermann Laturnus. Mens pressefotografen selv tidligt på morgenen lignede noget, der var løgn, tillod han sig at rette på Laturnus’ slips og banke lidt småskidt af bypræsidentens jakkesæt og give ham en reprimande. I elevatoren stod andre og måbede. Laturnus lo bare. Povl Klavsen kunne slippe af sted med det - for det meste. For det er de færreste uden for Danmark, der synes, at dansk humor og ironi er det mest fantastiske.

​

Om kort tid skulle Povl Klavsen have været oldefar. Det nåede han så ikke at opleve, og det er bare rigtig trist at tænke på. Hans barnebarn, »Lille My«, som han kaldte hende, er gravid, men hendes børn skal aldrig komme til at opleve Povl. Trist at tænke på, for han tog børn - og hunde - alvorligt. Midt en travl arbejdsdag tog han sig tid til at komme hjem til mig og min familie for at lave tryllekunster til min søns fem års fødselsdag.

Desværre var Povl Klavsen ofte alt for gavmild. Han snød ofte sig selv, og han troede, han havde venner i nogen, der sagde ja tak, når han solgte brugte ting og sager til langt under pris eller fotograferede for dem uden at tage penge for det. Han oplevede sågar at låne sin sportsvogn med fuld tank ud til et perifert bekendtskab, der ville prøve en tur til Hamborg og tilbage. Sportsvognen blev afleveret tilbage med tom tank og uden nogen erkendtlighed. Det skete mere end én gang for Povl Klavsen.

​

Povl Klavsen kunne også selv være »et dumt svin«, som vi altid kaldte det. Det kan vi vel alle være ind imellem. Lidt mere struktur på tilværelsen ville nok også gjort livet lettere for Povl Klavsen. Heldigvis fandt PovlKlavsen et helle til sidst, med sin familie, sin elskede schæferhund, Simba, og alle sine hundevenner.

Mine tanker går til familien og Simba. Og så vil jeg glæde mig over alt det sjove, vi har haft sammen.

​

Hans Christian Davidsen - 28. september 2017.