top of page
BERETNING FOR ÅRET 2011

6. februar 2012 – generalforsamling på Ristorante Roma i Flensborg. 

 

Vi havde i 2011 tre ting på programmet:

 

I foråret arrangerede vi et fyraftensmøde med Flensborgs OVERBORGMESTER SIMON FABER. Det fandt sted i i Ristorante Roma og ble arrangeret i samarbejde med Dansk Journalistforbunds kreds 3, der betalte hele gildet. Det vil vi gerne sige tak for. Flensborg Danske Journalistforening leverede til gengæld hele det praktiske arbejde ved at få sat et kryds i Simon Fabers kalender, reservere restaurant, sende indbydelser ud osv. Arrangementet var i høj grad Annelise Mølvigs fortjeneste.

 

I sommer havde vi en meget vellykket SKINNECYKELTUR på jernbanen fra Læk til Ondaften. Vi nåede dog aldrig helt til Ondaften, da vi – da restauranten i Valsbøl var lukket på grund af bryllupsfest – cyklede tilbage til Utspann i Skovlund. På det tidspunkt var vi godt sultne. Jeg synes virkelig, vi havde en herlig tur, og vi fik prøvet noget, man ikke lige sådan prøver til hverdag.

 

Så var der JULEFROKOSTEN i Das Kleine Restaurant i december. Der blev kun konsumeret én flaske snaps i år mod to sidste år. Men vi havde en hyggelig aften. Vi var en halv snes stykker plus et par gæster fra Fyn og Paris.

 

Personligt forstår jeg ikke, at der ikke er flere kolleger, der har haft lyst til at være med de seneste år. Man behøver ikke at rende sine kolleger på dørene, men den ene gang om året lige – eller måske blot hvert andet år - at dukke op til en julefrokost eller hoppe med på en udflugt, det ville bestemt være gavnligt for det generelle kollegiale klima.

 

Vi er stort set de samme ansigter hvert år, og for at hæfte mig ved det positive, så vil jeg sige, at det er fedt, at der i hvert fald er nogen, der kommer. Jeg mener, vi skal holde liv i foreningen, så længe vi kan samle en bestyrelse og et par revisorer. Jeg ser også positivt på foreningen og dens fremtid, når nye medarbejdere med det samme viser interesse for den. Og kig ind på vores hjemmeside og se alle de fine aktiviteter, vi har haft gennem årene. Det har været sjovt, og man er oven i købet blevet klogere.  

 

LIDT OM ÅRET 2012:

 

I Kristi himmelfarts-dagene planlagt en tur til Stockholm. Der er kun kommet et par tilmeldinger, så i første omgang udsætter vi turen til næste år. I stedet for bliver der i år en vadehavsvandring til halligene Gröde (en en-dags tur) og en weekendtur til Hamborg.

Hans Christian Davidsen

 

 

 

bottom of page