top of page
Martina Metzger.jpg

Martina Metzger (1965-2020). Privatfoto

Sorg over tabet af søde Martina

Kristi himmelfartsdag 2020 modtog vi den ufattelige og triste besked, at søde Martina Metzger (født Petersen) var sovet ind efter længere tids sygdom. Selv om det for kort tid siden stod klart, at Martinas sygdom desværre var uhelbredelig, kommer det alligevel som en form for chok for os, der har været kolleger til hende.

Det er ganske enkelt ikke til at forstå, at sygdommen skulle ramme Martina, netop som hun var i gang med at slå ind på en ny og spændende livsbane.

For nogle år siden forlod hun jobbet som pressefotograf ved Flensborg Avis efter at have været i fotograffaget i omkring 25 år. Hun ville være pædagog og tog derfor først en HF-eksamen, før hun begyndte på pædagogstudiet i Aabenraa. Det gav hende ny energi. Hun nød at lære nyt, prøve noget nyt og få nye indsigter og vinkler på tilværelsen. Og så kom sygdommen. Det virker så meningsløst.

Martina blev 54 år. Det var alt for lidt.

Martina var man glad for at være på opgave med som journalist. Hun havde et vindende væsen og smilede til mennesker, når hun var af sted på reportage, til sportskampe, kulturelle arrangementer og politiske møder. Men hun var ikke typen, der havde behov for at stå i forgrunden. Tværtimod. Som god fotograf holdt hun sig diskret i baggrunden, når hun kom ind i et lokale. Hun virkede ikke stor af statur, når hun kom der med et tungt spejlreflekskamera.

Personligt vil jeg især huske, når vi var til musikfestivaler eller koncerter i weekenderne og bedrev ventetiden med en hyggesnak - noget som der sjældent er ordentligt tid til i branchen.

Martina var sportslig og deltog i motionsløb, før kræfterne slap op. Og hun læste gerne romaner - danske som tyske som en rigtig sydslesviger - og holdt af at tale om sine læseoplevelser.

Lige midt i coronakrisen fik hun og familien beskeden om, at lægerne ikke kunne gøre mere, og at det ville være for risikabelt for hende at modtage besøg hjemme i Vanderup - som familien flyttede til efter i mange år at have boet i Siversted. Det var barskt og trist at tænke på.

I sorgens stund kan det være svært at finde noget at glæde sig over, men en trøst var dog, at Martina sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie.

Vore tanker og medfølelser går først og fremmest til Martinas to børn, Marieke og Teit, der har mistet noget af det mest dyrebare, deres mor, samt til ægtefællen Volker Metzger, der er vores gode kollega på Flensborg Avis.

 

På vegne af Flensborg Danske Journalistforening

Hans Christian Davidsen,  22. maj 2020.

bottom of page