Fødderne kom ud af svedekasserne

(fortsat)  Konsistensen er som en tynd dej, man klemmer mellem fingrene. Den brun-sorte masse trykkes op mellem tæerne og breder sig ud over neglene. Man bliver ét med naturen. Og det er ikke blot sundt for kroppen, men også for psyken. En kontrast til endnu en dag på kontoret med nakkespændinger og museskader. Bedre medicin mod ligtorne og fodsvamp fås næppe.

​

Det anbefales altid at drage ud i Vadehavet med en guide, hvis man vil gå fra fastlandet til en ø eller en hallig. Man kan blive fanget i tåge og miste orienteringen. Og man kan blive slemt overrasket af tidevandet, der kommer hurtigere end man tror. Som den eventyrlystne søndagsturist, man er, ved man måske heler ikke lige, hvor prielerne løber - tidevandsstrømmene som er forbundet med det åbne hav eller større havstrømme. Her kan man synke slemt til bunds, hvis man ikke er stedkendt.

 

Nu er vadehavsvandringen fra Dagebøl til Øland ikke en af de sværeste, men vi var glade for at være i selskab med Dr. Walther Petersen-Andresen - der slet ikke ligner en doktor. Med et tæt fuldskæg og bare tæer er han levende billede på et rigtigt naturmenneske - hvis der da findes sådan nogle. Ruten er heller ikke en af de mest smattede. Journalistforeningen var i 2012 på en vadehavsvandring fra Pelvorm (Pellworm) til Sønderog (Süderoog), og her var der masser af »Nutella« til fødderne.

 

Turen fra fastlandet til Øland tog cirka en time. Derefter havde vi et par timer på halligen med en lille kirke, en kro og en postkasse, der efter skiltet at dømme så ud til at blive tømt, når det passede posten. Fra Øland sejlede vi tilbage med båd til Slutsil (Schlüttsiel) og tog herfra shuttle-bussen tilbage til Dagebøl.

 

Dagen blev sluttet af med kaffe og kage hos Eyla Boysen i Risum-Lindholm.