Det er os selv, der bestemmer 

 

 

Medier. Medierne, borgerne og politikerne holder hinanden i skak med dårlige vaner. Den næsten evige kamp om opmærksomhed er et problem for demokrati og fællesskab, sagde journalisten og forfatteren Niels Krause-Kjær, da han besøgte Slesvig.

 

 

 

SLESVIG. Fra 2000 til 2003 blev der produceret lige så meget information, som der var blevet produceret i hele menneskehedens historie indtil 1999. Og med information menes her alt, hvad der trykkes i aviser, blade og bøger, og hvad der sendes ud på internettet, på tv, i radio, og hvad der meddeles med for eksempel e-mail eller sms.

 

Den knappeste ressource i dag er menneskenes opmærksomhed. Og det har enorme konsekvenser.For den måde, der laves tv, radio, aviser og netaviser. Og for den måde, der træffes politiske beslutninger på.

 

- For 20 år siden var det forbudt at eje en parabolantenne i Danmark. Post og Telegrafvæsenet havde dengang monopol på at sende signaler. Man tror, det er løgn, når man hører det i dag. Men dengang var mediebilledet afsenderstyret. I dag er det vendt om til at være modtagerstyret, sagde journalisten og forfatteren Niels Krause- Kjær, da han ved et arrangement i 2006 talte for en meget opmærksom skare i Lolfodsalen i Slesvig.

 

Dikkende lammehaler

 

Sydslesvigs Forening i Gottorp Amt havde sammen med Slesvig Bibliotek og Flensborg Danske Journalistforening inviteret til en foredragsaften med en af Danmarks skarpeste mediedebattører. Niels Krause-Kjær er tidligere journalist på Jyllands-Posten, pressechef for Det Konservative Folkeparti, rektor for journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og nu bestyrer af radioprogrammet »Krause på tværs« på Danmarks Radios P1.

 

Mest kendt er han nok for sin roman »Kongekabalen«, der blev filmatiseret - og udviklede sig til en kassesucces. Ambitionen var at trække 100.000 danskere i biografen. Filmen er blevet set af over 600.000.

 

- Når man ser en 20-25 år gammel tv-avis i dag, vil man synes, den er gabende kedsommelig. Datidens journalister i Danmarks Radio bliver af mange i dag kaldt for røde lejesvende. Men hvis man skulle kalde dem noget, er det dikkende lammehaler, for der blev sørme ikke stillet mange kritiske spørgsmål til politikerne, sagde Niels Krause-Kjær.

 

Det var kommunikation ovenfra og ned til seerne. Siden er det hele vendt på hovedet. Tv-kanalerne er blevet mange flere, og seertallene har magten. Hvis det bliver for kedeligt, skifter vi kanal. Og for afsenderen er forskellen på succes og fiasko evnen til at kunne fange og fastholde modtagerens opmærksomhed. Indslagene på tv er blevet kortere og kortere og klippene flere.Magten ændres- Hver gang der kommer en ny måde at bringe informationer videre på, så ændres magtstrukturerne i samfundet også. Tænk blot på Umberto Ecos bog »I rosens navn«, der er filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen.

 

Er der monopol på viden, er der også monopol på magt. Danmarks statsminister i 1930erne, Thorvald Stauning, var ikke holdt en uge i det danske demokrati i dag. Tænk hvis han havde skullet forklare Kanslergade- forliget på de 30 sekunder, som politikerne får tildelt på tv i dag. Det er medierne og deres form, der gør forskellen.

 

Da Nixon og Kennedy stillede op mod hinanden til den amerikanske præsidentpost, da vandt Kennedy suverænt meningsmålingen blandt dem, der havde set ham på tv. Han var jo en ung og pæn mand, mens Nixon virkede træt og uoplagt. Men blandt dem, der havde hørt radio, var der et overvældende flertal for Nixon, fortalte Niels Krause-Kjær.

 

En studehandel

 

Han læste op fra en side i sin bog »Den politiske landsby«, hvor han beskriver en studehandel mellem ham selv som pressechef for De Konservative og en redaktionschef fra tv. Hvis Krause-Kjær kunne stille med den politiker, der gjorde sig godt på skærmen og i øvrigt var i toppen af partiet, så ville han til gengæld kunne få ham på tid to aftener i primetime op til valget. Så skidt med, at den pågældende ikke havde forstand på det emneområde, han skulle tale om.

 

Hvis Krause-Kjær som pressechef kun kunne tilbyde partiets ekspert på området - der til gengæld var dødkedelig at se og høre på - blev det på anden parket og ganske kort tid.En sådan studehandel kan ifølge Krause-Kjær fremstilles på to måder:

 

- Man kan spørge: Hvad i alverden bilder de to sig ind? At skalte og valte med seriøst politisk arbejde. Men der er også en anden version: De to passer blot deres arbejde. Redaktionschefen sørger for at få et politisk program placeret i primetime. Havde jeg kun kunnet tilbyde partiets kedelige mand, ja så var programmet formentlig kun kommet på en af de små kanaler i den dårligste sendetid. Og jeg handlede sådan, fordi jeg skulle skaffe flest mulige stemmer hjem til min folketingsgruppe.Egentlig passede vi bare begge vort job, sagde Niels Krause-Kjær.

 

Dårlige vaner

 

Han mener, vi alle sammen holder hinanden fast i dårlige vaner. Vi er havnet i en fastlåst trekant bestående af borger-medierpolitikere.

 

Journalister og politikere er fuldstændig klar over, at budskabet skal være præcist og hurtigt for at få fat i tv-seernes opmærksomhed.

 

- Nogle zapper blot over til andre programmer. Og i disse år ser vi, at mange vender sig helt bort fra det fælles medium, som tv er, fordi de synes, der er blevet for overfladisk. Det betyder, at vi har fået en masse små del-offentligheder.I DR-monopolets tid havde vi et fællesskab, vi alle hægtede os på. Det er væk. I stedet er går flere og flere ind og henter lige netop de informationer, de interesserer sig for, helt andre steder. Men det er ingen god udvikling, for så har vi ikke længere et fælles forum, hvor vi kan diskutere og heller ingen fælles referencerammer, sagde Krause Kjær.

 

- Jeg ved ikke, hvad det er vi skal gøre. jeg kan bare se, at i USA går det ikke den rigtige vej. Tværtimod. og USA er som regel ti år foran os.                          (Flensborg Avis 18. marts 2006)