Carl Hagens var kendt i mange sammenhænge inden for det danske mindretal i Sydslesvig. Jeg vil her begrænse mig til vores berøringspunkter.

 

Carl Hagens var medstifter af Flensborg Danske Journalistforening i 1949, og vi nåede heldigvis at få ham udnævnt som æresmedlem. Godt nok lidt silde, men hellere sent end aldrig. Hans svar var en rungende latter, da vi ringede og fortalte ham, at han skulle være æresmedlem. »Det er næsten lige så godt som at være æresformand i DGF«, sagde han.

 

I mange år efter, at Carl Hagens stoppede som aktiv journalist og gik på pension, fortsatte han som kulturanmelder på Flensborg Avis. Carl Hagens skrev primært om Niederdeutsche Bühne i Flensborg, Slesvig-Holstens Symfoniorkester samt musikteater og skue­spil på Schleswig-Holsteinisches Landestheater. Han vidste, hvad han havde med at gøre. »Calli« var af ud af en generation, for hvem opera, ballet og klassisk musik var en del af den almene dannelse og uddannelse.

 

Teater var han også til - bare det ikke blev alt for eksperimenterende. Han havde ikke meget hår de sidste år, men hvis han havde haft, havde han revet det ud af hovedet oven på de mange ærgrelser over teater, der blev ham lidt for moderne. Eller over klassikere, der havde været en tur gennem kødhakkeren og var blevet mast til ukendelighed. Det kunne blive ham lidt for kulørt.

 

Carl Hagens var en af de anmeldere, der blev respekteret af kunstnere og teaterledelse, og den slags skal man gøre sig fortjent til. Det er slet ikke så nemt.

 

Carl Hagens glemmer man heldigvis ikke så let - slet ikke når man har hørt hans smittende latter. Selv om han er væk, er hans latter her stadig.

 

Hans Christian Davidsen

Flensborg Danske Journalistforening