top of page

STADTWERKE LAUF 2017

I mål - fra venstre May-Britt Petersen, Marc Reese, Lise Bæksgaard Christoffersen, Ina Grønvig, Hansjürgen Boel Stiller, Hans Christian Davidsen og  Nanna Hochheim Sarauw. Den ottende deltager, Georg Buhl, var smuttet hjem, da billedet blev taget.

Medie-folk inficeret af sundhedsbacillen

Der bliver spist og talt en del i Flensborg Danske Journalistforening - og drukket med måde.Til nogle menneskers overraskelse og flere menneskers glæde er journalistfaget ikke, hvad det har været.

 

Pral er der til gengæld til overmål i foreningen - især under julefrokosterne efter klokken 23.

 

Den sidste søndag i marts 2017 fangede bordet.

Foreningens bestyrelse ville have bevis for, hvem der havde det mere end blot i munden. Og vi kan lige så godt få det nedfældet sort på hvidt. Følgende personer nøjes ikke blot med at fortælle røverhistorier om deres egen storhed, men beviste også, at de besidder handlekraft og udholdenhed:

May-Britt Petersen, Hansjürgen Boel Stiller, Lise Bæksgaard Christoffersen, Nanna Sarauw og Georg Buhl gennemførte fem kilometer-ruten i Stadtwerke Lauf 2017 i Flensborg, mens Marc Reese, Hans Christian Davidsen og Ina Grønvig tog 10-kilometer-ruten i en ruf. Sidstnævnte gjorde det i øvrigt for første gang i sit 29 år lange liv - altså løb 10 kilometer!

Ina Grønvig var ikke den eneste kvinde, der kørte med klatten den dag. Lise Bæksgaard Christoffersen havde dagen forinden hjulpet en tidligere kollega med at flytte al hans habengut ud fra femte sal og var derfor godt øm i skinkerne, men gennemførte alligevel med usvigelig sikkerhed. May-Britt Petersen smuttede umiddelbart efter løbet tilbage til mediehuset på Wittenberger Weg for at passe sin weekendvagt. Og Nanna Sarauw løb de fem kilometer med en coffee-to-go i venstre hånd!

 

Flere politiske partier deltog af forskellige grunde også i Stadtwerke Lauf. CDU’s unge mænd lagde hårdt ud på 10 kilometer-ruten og imponerede selv Hans Christian Davidsen. Efter syv kilometer troede foreningens formand dog ikke sine egne øjne: CDU’erne var ophørt med at gennemføre distancen i kraftigt løbetempo og havde skiftet gear til ganske almindelig langsommelig gang, så formanden uden besvær kunne give dem baghjul.

 

Jo, det var på alle måder en god dag. Stor var vores glæde også, da vi fik medaljer hængt om halsen. Endnu større blev glæden, da vi hørte, at samtlige deltagere i Stadtwerke Lauf 2017 vandt en medalje.

bottom of page