top of page

Et stille år

 

 

(Årsberetningen er en redigeret udgave af den beretning, der blev bragt i Sydslesvig Årbog 2012)


2012 har desværre været et af de mest passive år i Flensborg Danske Journalistforening i lang tid. En planlagt tur til Stockholm måtte udsættes til 2013 på grund af for få tilmeldinger.

Vi skruede derefter lidt ned for ambitionsniveauet og tilbød medlemmerne en vadehavsvandring til halligen Gröde i Nordfrisland. Det viste sig, at interessen var til stede, men at det var umuligt at finde en weekend, hvor både vi og vadehavsguiden kunne finde tid.
 

 

Generelt tror jeg ikke, det er interessen, der mangler, når vi har måttet aflyse, udsætte eller gennemføre ture med få deltagere. Med journalisters hyppige weekendvagter er vanskeligt at mobilisere et minimum antal af foreningens medlemmer til weekendaktiviteter.

Da det ikke lykkedes med en vadehavsvandring til Gröde, valgte vi i stedet for en tur til Süderoog tæt på den store frisiske handelsby Rungholt, der forsvandt i en enorm stormflod i 1300-tallet.

Det var lidt mere omstændigt. Fra Nordstrand tog vi færgen til Pelvorm, hvor vi overnattede. Det var en fredag i september, og vejret var gudsjammerligt ringe. Da vi skulle købe billetter ved færgelejet på Nordstrand, var vi ved at blæse væk.

»Hvad er det lige, vi har gang i«, tænkte alle deltagerne nok stiltiende. Men foreningens evige optimist, Thomas Wiltrup, havde tjekket vejrudsigten og var sikker på opklaring allerede klokken 10 lørdag formiddag, da vi skulle mødes med postbudet Knud Knudsen, vores guide til Süderoog.

Thomas fik ret. Og vi fik alle tiders vidunderlige tur til Süderoog i et smukt septembervejr med både blå himmel og fantastiske skyformationer over ebben. 

Vi vandrede i bare tæer og måtte krydse flere dybe priler undervejs, men på Süderoog ventede en varm kartoffelsuppe hos halligens to eneste indbyggere.

Forplejningen var så af en lidt anden kaliber i december, da vores julefrokost fandt sted på Das Kleine Restaurant i Flensborg.

FDJ-prisen gik i 2012 til redaktionssekretær Ole Sørensen. Det lave aktivitetsniveau i 2012 betyder, at foreningens økonomi er tiptop. Der er derfor ingen grund til overdreven mådehold de kommende år.

Hans Christian Davidsen

 

bottom of page